Greve har forstærket forsvaret med Simon Boe Nielsen, som kommer til klubben fra Danmarksserie-klubben Avedøre, der dermed har mistet fire spillere til Greve.
24-årige Simon Boe Nielsen har spillet i Avedøre i flere sæsoner. Det er således blevet til 74 kampe og 13 mål i den sort/hvide Avedøre-trøje. Fremover er det dog den blå Greve-trøje, som forsvarsspilleren kommer til at trække over hovedet.
»Jeg er skiftet grundet tre tidligere holdkammerater, der nævnte et nyt projekt i Greve«, indleder Simon Boe Nielsen til Greve Fodbold Statistik. Forsvarsspilleren genforenes dermed med Anders Vibe Kjøller, Jonathan Brockmann Villadsen og Mathias Johansson
»Efter at have talt med Anton (Moestrup Rasmussen – red.) om det, var det en spændende udfordring, som jeg godt kunne tænke mig at være en del af, særligt fordi de spiller med wingbacks, som er en god kombi af de to positioner jeg fungere bedst i«, siger Boe Nielsen.
Greves cheftræner Anton Moestrup Rasmussen glæder sig over tilgangen til truppen.
»Simon (Boe Nielsen – red.) er en løbestærk og teknisk dygtig wingback. Med hans tilgang har vi sikret os det nødvendige bredde på vores venstre wingbackposition til forårets kampe«, forklarer Anton Moestrup Rasmussen til Greve Fodbold Statistik.
Simon Boe Nielsen har fået rygnummer 14 i Greve.
Til gengæld har Greve taget afsked med Gustav Skov Hansen, der spillede seks kampe i Greve-trøjen uden at komme på måltavlen, mens både Martin Vixø og Lasse Sune Kristensen ikke opnåede spilletid i deres periode i Danmarksserieklubben.