Greves cheftræner Anton Moestrup Rasmussen får nogle udfordringer, når holdet møder Hundige i pokalkampen på tirsdag og Vordingborg i DS på næste onsdag.

Forleden blev en Taastrup-spiller testet positiv efter udekampen mod Vordingborg. Det bevirkede, at sidstnævnte måtte udskyde deres kamp i den forgangne weekend mod B 1908, som i stedet blev rykket til søndag den 16. maj, og det har flere bivirkninger.

Greves kamp mod Vordingborg skulle have været afviklet samme dag, men ligesom de øvrige kampe i spillerunden, blev kampene udskudt til onsdag den 19. maj. Det giver spillermæssige udfordringer, idet begge hold spiller pokalkamp dagen forinden.

»Vi anmodede om at rykke pokalkampen en uge. Det blev afvist, fordi pokalrunden skal være afviklet i uge 20«, oplyser Greves cheftræner Anton Moestrup Rasmussen til Greve Fodbold Statistik. Han kommer dog til at satse hele butikken på Danmarksserien.

»Vi stiller med reserver og U/19-spillere mod Hundige«, fortsætter cheftræneren og fortæller desuden, at det heller ikke var muligt, at rykke Vordingborg-kampen til den efterfølgende weekend, idet det kommer til at gå ud over op- og nedrykningsspillet.