En førsteholdsspiller og tre U/19-spillere scorede i straffesparkskonkurrencen, da Greve sikrede sig videre deltagelse til 3. kvalifikationsrunde i Sydbank Pokalen.

Et meget ungt Greve-hold holdt hovedet koldt i straffesparkskonkurrencen og sikrede Greve videre deltagelse i Sydbank Pokalen, hvor Fløng/Hedehusene venter. Greves cheftræner Anton Moestrup Rasmussen var også en glad mand efter kampen.

»Vi stillede i dag med et hold, der havde en gennemsnitsalder på 19,2, hvilket vel må være rekord på førsteholdet i Greve. Vi spillede mod et Hundige-hold, som på papiret huserer i Serie 5, men med sikkerhed havde niveau til serie 1«, indleder Anton Moestrup Rasmussen til Greve Fodbold Statistik.

»De (Hundige – red.) kom med en masse fight og vilje og havde enkelte store profiler, men vores unge gutter stod godt imod«.

»Vi er især stolte af hvordan tre 18-årige og en 21-årig holdte hovedet koldt og scorede sikkert i straffesparkskonkurrencen. Vores unge gutter i klubben blev i dag en erfaring rigere«, afrunder Greves cheftræner med et smil på læben.