Med 1-0-sejren over Husum lever håbet fortsat for Greve for endnu en sæson i Danmarkserien. Med seks point til nedrykningsstregen med to kampe tilbage.
Greve er snublende tæt på at forblive i Danmarksserien. Det stod klart efter gårsdagens 1-0-sejr over Husum, hvor Mitchell Tagø Pedersen blev matchvinder efter 34 minutter i en kamp, der var præget af den høje temperatur, som spillerne løb rundt i.
»Det var en kamp, der var præget af varmen. Kvaliteten og intensiteten var lav og spillerne kogte inde på banen, hvilket gjorde at kampen hverken var underholdende eller seværdig«, forklarer Anton Moestrup Rasmussen til Greve Fodbold Statistik med kampen på afstand.
»Når det så er sagt, så fik vi det vi kom efter i form af tre point og er nu millimeter fra at have en sæson mere i DS. Det er et blodbad i år i nedrykningsspillet grundet ændringen på strukturen i seniorrækkerne og vi skal nu ud og have fat i et point i de sidste to kampe«.
»Det er lidt vildt at vi med pointgennemsnit på 1,7 og 42 point stadig kæmper mod nedrykning, men det er vilkårene i år. Vi satser på at få gjort arbejdet færdig på onsdag hjemme mod KFUM«, afrunder Greves cheftræner.