Der bliver ingen kamp lørdag eftermiddag for Greves spillere. Et coronatilfælde i truppen har udskudt kampen mod Tårnby FF til førstkommende onsdag.
Sæsonens sidste kamp mod Tårnby FF er flyttet til onsdag den 30. juni 2021 med kick-off klokken 19.00. Det stod klart fredag, da en af spillerne i Greve-truppen døjer med corona efter onsdagens kamp. Af samme årsag er KFUM Københavns kamp også rykket.
»Vi blev desværre i morges ramt af den ærgerlige nyhed at en af vores spillere er testet positiv for corona. Han deltog i kampen i onsdags og derfor er holdet anbefalet at gå i karantæne«, siger cheftræner Anton Moestrup Rasmussen til Greve Fodbold Statistik.
»Vi bliver testet søndag og tirsdag, og håber på at vi ikke har et større smitteudbrud. DBU har reageret på sagen ved at rykke de kampe, hvor et af holdene stadig har noget på spil til på onsdag. Vi spiller derfor onsdag 19.00 mod Tårnby FF i stedet for i morgen.«.
»Det er ærgerligt, men ingen bliver smittet med corona med vilje«, påpeger Greves cheftræner. Ligesom det er tilfældet med Tårnby FF mod Greve, så bliver KFUM Københavns kamp mod Taastrup FC også spillet onsdag aften på samme tidspunkt.
Det er dog ikke kun de to kampe, der afvikles onsdag aften. BSF og Union kæmper sammen med Tårnby FF om at undgå nedrykning til de lokale serier. Deres kampe er ligeledes flyttet til onsdag. BSF mod Vordingborg, mens Union møder Otterup.