Greve Fodbold Statistik fangede Greves cheftræner Anton Moestrup Rasmussen efter 1-3-sejren over Ishøj for at høre hans syn på kampen.

En stor dag for Greve. Så kort kan det fastslås efter at Greve vandt en flot 1-3-sejr over Ishøj på sidstnævntes hjemmebane og samtidig tilføjede naboklubben sæsonens første pointtab. Det betyder, at Greve nu “kun” er fire point efter førerholdet.

»Det krævede en stærk og disciplineret holdinsats at tage tre point hjem fra Ishøj. Vi var meget intense i vores duelspil og havde hele kampen igennem det mentale overtag«, forklarer Anton Moestrup Rasmussen til Greve Fodbold Statistik.

»Man slår ikke Ishøj uden at være afhængig af at de er uskarpe på dagen og det var også heldigt at vi førte 0-1 til pause. I anden halvleg justerede vi på afstandene i holdet og sikrede at Ishøj ikke længere kunne spille mellem vores kæder i samme grad, som de kunne i første halvleg«.

»Ishøj er et rigtig dygtigt hold, som på sidste tredjedel af banen, er knivskarpe, men vi var super afklaret med vores kampplan og skabte de chancer vi vidste vi kunne få, hvis vi overholdte vores plan«, fortsætter Greves cheftræner med kampen på afstand.

»Denne weekend er vi hammer stolte over at vi viste så stærk en mental præstation og disciplineret indsats, men sæsonen er lang endnu og vi begynder nu forberedelsen til kampen mod Herstedøster«, afrunder Anton Moestrup Rasmussen.