Greve Fodbold Statistik fangede Greves cheftræner Anton Moestrup Rasmussen efter 0-2-sejren over Union for at høre hans syn på kampen.

Med 0-2-sejren over Union holder Greve fortsat trit i kampen om førstepladsen. Kun et point skiller stadigvæk Ishøj og Greve, efter førstnævntes 2-1-sejr i overtid over Allerød. Greve kan dermed overtage førstepladsen i den kommende weekend.

»Vi spiller en godkendt første halvleg og førte også fortjent til pause. Lidt symptomatisk for dette efterår, spillede vi en mindre god anden halvleg, hvor Union kom frem til et par store chancer«, forklarer Anton Moestrup Rasmussen til Greve Fodbold Statistik.

»I anden halvleg var deres målmand (Mads-Emil Frederiksen – red.) ude for et grimt uheld. Vi ønsker herfra god bedring. Vi har vist et højt bundniveau dette efterår, hvor vi har formået at køre sejre hjem også uden at spille prangende«.

»De sidste 20 minutter benyttede vi os af vores lave pres, som har vist sig at være virkelig effektivt denne sæson og vi kunne i overtiden lukke og slukke spændingen med målet til 0-2. En mindre god kamp, men fuldt udbytte«, afrunder Greves cheftræner.