Senest Greve tabte en turneringskamp var ved 3-1-nederlag til Allerød i efteråret i Allerød Idrætspark. Lørdag klokken 13.00 mødes de to klubber atter i Allerød, hvor Greve jagter 18. kamp i træk uden nederlag.

Blot én kamp har Greve tabt i indeværende sæson. I starten af september måned i fjor, hvor holdet måtte se sig besejret 3-1 af lørdagens modstander Allerød i en kamp, hvor Mathias Tagø Pedersen scorede Greves enlige mål.

»Vi er sikre på at det bliver en yderst underholdende affære i morgen. Allerød spiller rigtig flot fodbold og er et taktisk komplekst hold, som vi ikke har formået at slå endnu«, indleder Anton Moestrup Rasmussen til Greve Fodbold Statistik.

»Vi vil højst sandsynligt se en kamp med to hold der har ambitioner med bolden og ikke er blege for at gå op og presse modstanderen højt i banen. I denne DS-sæson er Allerød det eneste hold vi ikke har slået endnu og vi er derfor sultne efter at få bragt dette på plads«.

»Personligt tror jeg det bliver et brag af en kamp«, afrunder Anton Moestrup Rasmussen, der må se bort fra Mathias Johansson, der er ude med mistanke om blindtarmsbetændelse. Det gør, at cheftræneren har udtaget følgenge trup til kampen:

Thomas Kullenberg Olsen, Benjamin Bylund – Bjørn Paludan, Kasper Ingemann Olesen, Anders Vibe Kjøller, Malthe Gammelgaard Kristensen, Mads Christensen, Jonas Helleberg Madsen, Jonas Stabell, Jonathan Brockmann Villadsen, Magnus Kock Nielsen, Simon Boe Nielsen, Mitchell Tagø Pedersen, Victor Lundt Balling, Anton Barlach, Nicolai Diaz og Mathias Tagø Pedersen