Efter 95 kampe og 10 mål i den blå trøje, er 23-årige Bjørn Paludan nu fortid i Greve. Forsvarsspilleren skifter til den kommende 3. divisionsklub AB Tårnby, som sikrede sig oprykning i den nu forgangne sæson.
Bjørn Paludan fik debut for Greve i 4-0-nederlaget til Brabrand i maj 2017 på jydernes hjemmebane. I den nu afsluttede sæson nåede forsvarsspilleren 26 kampe, heraf 25 i Danmarksserien samt en enkelt kamp i pokalturneringen.
»Jeg er først og fremmest super glad, og taknemmelig, for alt det jeg har oplevet i de mange år i Greve. En kæmpe tak til de mennesker, der har været en del af det«, indleder Bjørn Paludan til Greve Fodbold Statistik med aftalen i hus.
»Nu skifter jeg Greve ud med AB Tårnby. Det gør jeg, fordi jeg tror, at det er det rette sted for mig at udvikle mig mest muligt«, fortsætter den unge forsvarer, der udelukkende har spillet i Greve, siden at han startede med at spille fodbold for mange år siden.
»En del af min motivation for skiftet er at spille på højere plan, men først og fremmest føler jeg trang til at komme lidt ud af min komfortzone og blive set på med nye øjne. Jeg er efterhånden blevet 23 og jeg synes at timingen er rigtig god«.
Kan det tænkes, at du vender “hjem” til Greve en dag?
»Det er da muligt, for Greve er en super klub, men nu er mit fokus rettet 100 procent mod AB Tårnby og 3. division, hvor vi satser på at bide os fast. Jeg ser frem til mange spændende og udfordrende kampe«, afrunder Bjørn Paludan.