Der er lagt op til en rigtig spændende kamp, når Karlslunde og Greve mødes i lokalderbyet i morgen på Karlslunde Stadion med kick-off klokken 13.00.

Hjemmeholdet tabte 1-4 til Brønshøj i sæsonåbneren, mens Greve var med i en målrig dyst mod B 1908, som sluttede 3-3.

»Kampen på udebane mod Karlslunde er et absolut højdepunkt i sæsonen for os. Det er tre år siden de to hold senest har været i samme pulje og det er fedt at vi igen har muligheden for at krydse klinger med hinanden og samtidig forhåbentlig gøre god reklame for fodbolden i vores kommune«, indleder Greves cheftræner Anton Moestrup Rasmussen til Greve Fodbold Statistik.

»Karlslunde har de seneste sæsoner leveret imponerende resultater og var kun et mulehår fra at sikre overlevelse i 3. division sidste sæson. Vi har stor respekt for deres evner og hold med en del gamle kendinge i GF-sammenhæng«.

»Kampen kommer til at leve sit eget liv i forhold til andre modstandere i rækken og der vil sikkert komme en masse følelser på spil i morgen. For to hold der spiller i den femte bedste række i DK er det en gave, at have de her kampe som har ekstra lir og hvor der er så meget mere end tre point på spil. Det er for de her kampe vi går og knokler i hverdagene«.

»Jeg håber at mange mennesker vil slå vejen forbi Karlslunde Stadion i morgen og se hvem der trækker det længste strå i derby communale« afrunder cheftræneren, der har udtaget følgende spillere til kampen mod Karlslunde:

Thomas Kullenberg Olsen, Benjamin Bylund – Mikkel Kongstad, Tobias Siig, Anders Hunsballe, Kasper Ingemann Olesen, Lasse Rau-Højer, Mads Christensen, Jonas Helleberg Madsen, Oliver Lippert, Jonas Stabell, Jonathan Brockmann Villadsen, Magnus Koch Nielsen, Simon Boe Nielsen, Mathias Johansson, Anton Barlach, Nicolai Diaz og Mathias Tagø Pedersen