Greve Fodbold Statistik fangede Greves cheftræner Anton Moestrup Rasmussen efter 1-1-remiset mod Gørslev i går. Holdet fastholder dermed femtepladsen i Danmarksseriens Pulje 1, inden efterårs sidste tre kampe.

Lasse Rau-Højer scorede sæsonens niende mål for gæsterne, da Greve fik 1-1 mod Gørslev på fremmed græs i aftes. Hjemmeholdet scorede kampens sidste mål i overtiden, og snød dermed Greve for alle tre points.

»Vi oplevede to forskellige halvlege, hvor vi i første halvleg havde initiativet og kom fortjent foran«, indleder Greves cheftræner Anton Moestrup Rasmussen til Greve Fodbold Statistik med kampen på behørig afstand.

»Vi havde nemt ved at spille os ud af deres pres, men manglede at skabe de helt store chancer ud over målet til 0-1«, erkender Anton Moestrup Rasmussen, der også så et andet kampbillede i anden halvleg«.

»Anden halvleg ændrede billedet sig ved at Gørslev gik op og pressede os højere og vi indtog en mere afventede tilgang, hvor vi forsøgte at straffe dem på omstillinger kombineret med perioder, hvor vi holdt på bolden«.

»Den plan var et minut fra at lykkes, men via en lidt tilfældig situation i feltet fik de udlignet i det 94. minut. Ud fra deres spilandel i anden halvleg måske ikke helt ufortjent selvom vi holdt dem fra store chancer helt op til det 94. minut«, synes cheftræneren.

»Man kan altid være bagklog, men vi formåede ikke at få lukket kampen og blev en anelse for passive i anden halvleg hvilket holdt deres håb i live«, erkender Anton Moestrup Rasmussen, inden han afrunder omkring en af de unge i startopstillingen:

»Vi gav i kampen startdebut til 17-årige Simon “Johnny” Olsen, som gjorde en flot figur på den centrale midtbane. Dette skal igen ses som en understregning af at talentudvikling i Greve er ikke noget vi bare snakker om, men er noget vi sætter handling på«.