Greve Fodbold Statistik fangede Greves cheftræner Anton Moestrup Rasmussen efter 1-1-remiset mod Herstedøster på eget græs forleden. Trods det uafgjorte resultat avancerede Greve til fjerdepladsen i Danmarksserien.

Det var Kasper Ingemann Olesen, der stod for Greves enlige mål i kampen. Scoringen kom i slutningen af kampen, hvor Greve-anføreren hamrede læderet direkte i nettet. Greves cheftræner Anton Moestrup Rasmussen var dog ikke tilfreds med kampen.

»Det var en utilfredsstillende præstation, hvor vi kampen igennem havde stor kvantitet i boldbesiddelse, men uden den store kvalitet«, indleder Greves cheftræner Anton Moestrup Rasmussen til Greve Fodbold Statistik med kampen på behørig afstand.

»Vi lavede alt for mange teknisk fejl og spillede generelt i et for lavt tempo. På sidste tredjedel turde vi ikke at tage initiativ og vi savnede offensive 1v1-udfordringer. Vores beslutninger omkring deres felt var håbløse og generelt gav vi dem gode forudsætninger til at lykkes med deres kampplan«.

»Det var så næsten tragisk komisk, at vi i de sidste fem minutter, efter Kasper Olesens formidable frisparksmål, skabte en række gigant chancer, som ville have givet os sejren. Men symptomatisk for kampen brændte vi dem«.

»Det var en af vores dårligere præstationer og de mange skader samt skader til Jon under opvarmning og “Tagø” (Mathias Tagø Pedersen – red.) ti minutter inde i kampen skal ikke være en undskyldning for den manglende kvalitet i vores boldomgang«.

»Skal vi se på det positive, der trods alt var, så var det dejligt at have Magnus Kock tilbage på banen i 90 minutter samt at se Jacob Lassen få sit comeback efter 2,5 års skadesforløb«, afrunder Anton Moestrup Rasmussen.