Det blev en kamp uden scoringer, da Greve lørdag den 25. marts 2023 spillede 0-0 mod B 1908 på kunstgræsbanen ved Greve Stadion. En kamp, hvor Nicolai Diaz spillede kamp nummer 50 for hjemmeholdet.

Greves cheftræner Anton Moestrup Rasmussen havde foretaget tre ændringer i forhold til Gørslev-kampen. Tobias Siig, Lasse Rau-Højer og Oliver Skjold Larsen var alle med fra start på bekostning af Anders Hunsballe, Simon Budolph Olsen og Simon Boe Nielsen.

Det blev en chancefattig første halvleg, hvor Greves største mulighed blev ekspederet væk tæt på målstregen. I den anden ende af grønsværen havde Greves målmand Thomas Kullenberg Olsen heller ikke det store at se til før spillerne gik til pause.

FIREDOBBELT UDSKIFTNING

Ni minutter inde i anden halvleg foretog hjemmeholdet en firedobbelt udskiftning. Malthe Kristensen, Jonas Helleberg Madsen, Simon Boe Nielsen og Anton Barlach kom på banen i stedet for Kasper Ingemann Olesen, Lasse Rau-Højer, Magnus Johansson og Jonas Stabell.

Det blev til endnu en udskiftning, da Nicolai Diaz kom på banen til kamp nummer 50 i stedet for Tobias Siig. Førstnævnte kunne se Jonas Helleberg Madsen, Mathias Tagø Pedersen, Magnus Koch Nielsen og Malthe Kristensen få gult i den sidste del af kampen.