Greve Fodbold Statistik fangede Greves cheftræner Anton Moestrup Rasmussen efter 0-1-sejren over Karlslunde på Karlslunde Stadion. En sejr, der betyder, at Greve nu er fem point fra Karslunde på førstepladsen.

Kampens enlige mål faldt minutter før pausen, hvor Anton Barlach scorede i sin kamp nummer 50 i Greve-trøjen. Det var syvende scoring for den unge midtbanespiller, der sammen med Greve ligger på tredjepladsen i Danmarksseriens kvalifikationssspil.

»Det blev, som ventet, et tæt og intenst opgør. Vi var overordnet OK tilfredse med første halvleg, hvor vi var mest på bolden dog med det minus, at vi gav for mange omstillinger imod os væk«, indleder Anton Moestrup Rasmussen til Greve Fodbold Statistik.

»Anden halvleg blev et rigtigt lokalopgør med masser af nerve, dueller, kaos og frispark. Det var ikke kønt, men vi fik kriget den hjem. Anton Barlachs mål kort før pausen skulle vise sig at være det gyldne moment, der var nok til at afgøre kampen«.

»Et flot hovedstødsmål af vores unge jubilar. Sådan en sejr giver noget vind i sejlene og efter en træningsfri mandag er vi nu klar til at forberede til den første hjemmekamp på stadion med øget selvtillid«, afrunder Greves cheftræner Anton Moestrup Rasmussen.