Greve Fodbold Statistik fangede Greves cheftræner Anton Moestrup Rasmussen efter 1-0-sejren over GVI på kunstgræsbanen ved Greve Stadion. En sejr, der betyder at Greve fortsat indtager tredjepladsen i kvalifikationsspillet.

Ligesom i sidste uges kamp mod Karlslunde, blev det 19-årige Anton Barlach, der for anden uge i træk blev matchvinder. Han scorede kampens enlige mål i starten af anden halvleg, og er nu oppe på otte sæsonscoringer i den blå Greve-trøje.

»Efter de første fem kampe i “kvalspillet”, er vores styrker og udfordringer ret så åbenlyse. På den positive side har vi hentet en tilfredsstillende pointhøst med 10 point i fem kampe og har dermed to point i snit«, siger Anton Moestrup Rasmussen til Greve Fodbold Statistik.

»Vi har kun indkasseret tre mål og vi ser overordnet solide ud. Henover vinteren har vi lagt nye lag på i spillestilen og øver os på at være mere boldbesiddende. Alt dette kan godkendes indtil videre«, fortsætter Greves cheftræner.

»På den mere negative side, så kæmper vi med at få lukket kampene og generelt score flere mål. Det er egentlig et luksusproblem, men vi er træt af et-måls-sejre og vil gerne have hævet vores underholdningsværdi«.

»Det har bare ikke været særligt sindsoprivende at se et Greve-hold give meget få chancer væk, have bolden rigtig meget, men ikke skabe det store i den anden«, forklarer Anton Moestrup Rasmussen, der kan se et Greve-hold med 21 point ned til stregen og afrunder:

»Med stillingen nu er de resterende kampe “omkostningsfrie” for os, så vi må se om vi ikke kan få frigjort det offensive udtryk yderligere. Vi får ingenting ud af at vinde puljen, men vi går stadig efter at blive “Best of the rest” i et tæt kapløb med Tårnby og Karlslunde«.