Greve Fodbold Statistik fangede Greves cheftræner Anton Moestrup Rasmussen efter 1-1-remiset mod Roskilde KFUM på Lillevang Idrætscenter. En kamp, hvor Mathias Tagø Pedersen scorede for Greve.

Efter 1-1-remiset fastholder Greve tredjepladsen i kvalifikationsspillet i Danmarksserien. Med tre point op til Karlslunde på førstepladsen, mens det er et point færre i forhold til Tårnby FF, der indtager andenpladsen i rækken.

»Det var vores klart bedste spillemæssige præstation i 2023«, indleder Greves cheftræner Anton Moestrup Rasmussen til Greve Fodbold Statistik med kampen på afstand. En kamp, der var nummer 74 i trænersædet for Greve for cheftræneren.

»Spillet med bolden var flydende, fyldt med kreativitet og teknisk kvalitet. I modsætning til de seneste kampe spillede vi os frem til et tilfredsstillende antal meget store chancer. Især i starten af anden halvleg havde vi to gigantchancer som reelt kunne have lukket kampen«.

»Der manglede de tre point i går, men ellers var det svært at være utilfreds. Som det nogen gange er, så opstår der en tilfældighed i vores felt sent i kampen, som betød at vi måtte leve med et point«, fortsætter Greves cheftræner.

»Klar offensiv fremgang over hele linjen og en yderst seværdighed omgang fodbold vi fik lagt for dagen«, afrunder Anton Moestrup Rasmussen, der nu kan se frem til lørdagens kamp mod Tårnby FF. Det bliver årets første kamp på Greve Stadion.