Jonathan Brockmann Villadsen og Mathias Tagø Pedersen scorede for Greve, da holdet lørdag den 6. maj 2023 vandt 2-1 over Gørslev på Greve Stadion efter 1-1 ved pausen. Greve fører dermed fortsat kvalifikationsspillet.

Der var ændret på fire pladser i forhold Tårnby FF-kampen. Benjamin Bylund, Lasse Rau-Højer, Magnus Johansson og Jonas Stabell startede alle inde på bekostning af Thomas Kullenberg Olsen, Simon Budoplh Olsen, Malthe Kristensen og Frederik Antonsen.

Greve cheftræner Anton Moestrup Rasmussen måtte allerede efter 20 minutter foretage kampens første udskiftning. Efter et solouheld blev Jonas Stabell ukampdygtig og blev erstattet af Malthe Kristensen.

Kort forinden havde Mahmoud Hussam El-Khaled scoret på Benjamin Byland, men der blev bragt balance i regnskabet kort før pausen, da Jonathan Brockmann Villadsen ekspederede en bold fra Magnus Johansson i nettet fra nært hold.

HURTIG SCORING EFTER PAUSEN

Hjemmeholdet brugte pausen til at foretage en enkelt udskiftning. Det betød, at der ikke var mere spilletid til Magnus Johansson. I stedet fik Simon Boe Nielsen de sidste 45 minutter på banen for Greve.

Der var knap fløjtet op til anden halvleg førend læderet atter lå bag Andreas Fischer i Gørslevs mål. Det var Mathias Johansson, der var i oplæggerens rolle med en smart stikning til Mathias Tagø Pedersen, der ikke svigtede.

Efter 62 minutter foretoge Greve en dobbeltudskiftning. Anders Hunsballe og Jonas Helleberg Madsen kom på banen på bekostning af Oliver Skjold Larsen og Mathias Johansson, men det var ikke kun de to, der fik spilletid.

Med fem minutter tilbage af kampen gav hjemmeholdet debut til den blot 17-årige Oliver Jacobsen. Forsvarspilleren kom på banen og afløste Tobias Siig, men hverken han eller de øvrige spillere fik netmaskerne til at blafre yderligere.