Anders Vibe Kjøller vender tilbage til Greve, der også har fået tilgang af Benjamin Lund. Til gengæld råder klubben ikke længere over Mikkel Kongstad, Simon Bruus, Kasper Ingemann Olesen samt Lasse Rau-Højer.

Efter 37 kampe og syv mål skiftede Anders Vibe Kjøller i fjor til Tårnby FF. Efter et kortere ophold gik turen videre til Brønshøj, men nu er den 24-årige midtbanespiller tilbage i Greve-trøjen til den kommende sæson.

Greve har også fået tilgang af den 26-årige forsvarsspiller Benjamin Lund. Han har i den seneste sæson spillet i Holbæk og har desuden superliga- og divisionserfaring fra Vendsyssel FF samt divisionserfaring Thisted FC, B 93 og FC Roskilde.

Fire spillere er ikke længere en del af Greves DS-trup. Kasper Ingemann Olesen har valgt at lægge støvlerne på hylden, mens Mikkel Kongstad, Simon Bruus samt Lasse Rau-Højer alle er stoppet i Danmarksserieklubben.