Greve Fodbold Statistik fangede Greves cheftræner Anton Moestrup Rasmussen efter 0-1-sejren over AB Tårnby på Tårnby Stadion i lørdags. Det var Greves første sejr i sæsonen 2023/24.

Det har været op ad bakke indledningsvis i sæsonen for Greve, men i lørdags kom den første sejr i sæsonen 2023/24, da Anton Barlach blev matchvinder i 0-1-sejren over AB Tårnby. Greve rykkede dermed væk fra sidstepladsen i rækken.

»Med den katastrofe start vi har leveret, har vi gældsat os. I lørdags kunne vi så betale første afdrag ved at vinde over AB Tårnby«, siger Greves cheftræner Anton Moestrup Rasmussen til Greve Fodbold Statistik.

»Vi havde besluttet op til den kamp at gå med en anden tilgang til spillet hvilket viste sig at give pote. Det var ud fra chancer ikke ufortjent at vi vandt, men der skulle en solid arbejdsindsats i anden halvleg til at få pointene i hus«.

»På mål har vi genaktiveret Thobias Henriksen, da Thomas Kullenberg er langtidsskadet. Uden tøven stillede “Thoby” sig til rådighed og gik så ud i lørdags og kørte et clean sheet hjem, intet mindre end imponerende«, mener cheftræneren.

»Vi er lettet nu, men vi er godt klar at den gæld vi har opbygget er stor, så arbejdet er kun lige begyndt«, afrunder Anton Moestrup Rasmussen, der nu kan se frem mod lørdagens kamp mod Tårnby FF på Vestamagers Idrætsanlæg.