Greve Fodbold Statistik fangede Greves cheftræner Anton Moestrup Rasmussen efter 0-1-nederlaget til Gørslev på Greve Stadion i lørdags. Det var ottende nederlag i sæsonen for Danmarksserie-klubben.
Nul point i tre kampe i oktober måned. Det er det foreløbigt facit for Greve, der heller ikke har formået at få modstandernes netmasker til at blafre i årets tiende måned.
»Vi river os i håret på nuværende tidspunkt. I går mødtes førstepladsen fra Gørslev mod os som ligger bunden og det kunne man på ingen måde se på kampen«, siger Greves cheftræner Anton Moestrup Rasmussen til Greve Fodbold Statistik.
»Det var en meget lige kamp i første halvleg efterfulgt af en anden halvleg, hvor vi satte os væsentligt mere på spillet. Hvorfor taber vi så? Det er så simpelt at Gørslev kender deres besøgstid og vi gang på gang på gang ikke formåede at omdanne de fine chancer vi spillede os frem til til at lave mål«.
»Denne sæson har været en resultatmæssig katastrofe og vi er i vildrede omkring hvordan det er kommet hertil. Vi har nu tabt 8 kampe i DS. De sidste to sæsoner har vi tilsammen tabt 9 kampe i DS, med mere eller mindre det samme hold. Det er vanvittigt at tænke på«.
»Vi gik ind til sæsonen med et hold, der hentede 58 point i sidste sæson og som vi oven i købet fik forstærket yderligere. Det virker helt absurd nu, at den oprindelige målsætning var at spille med i toppen. Nu handler det bare om ren overlevelse«, siger cheftræneren.
»Årsagerne til at vi er endt i den tunge ende er et resultat af mange små ting, som giver en stor helhed og nok kunne fylde en mindre roman, men det der står tilbage er at det er mit ansvar at holdet ikke formår at hente flere point end vi gør for tiden«.
»Præstationerne har med sikkerhed været til mere og i går spillede vi en af vores bedste kampe hidtil i sæsonen med det udtryk vi gerne vil have. Moralen og attituden er i top på trods af at der er alle undskyldninger tilstede på nuværende tidspunkt for at sænke hovedet og give op«.
»Vi kæmper videre og på et eller andet tidspunkt skal vi nok få omdannet vores chancer til mål«, afrunder Anton Moestrup Rasmussen, der nu kan se frem til kampen mod Herlev på lørdag klokken 14.00 på Herlev Stadion.