Christian Wibe Jespersen scorede sit første mål for Greves Danmarksseriehold, mens Simon Boe Nielsen også kom på tavlen, da holdet lørdag den 28. oktober 2023 vandt 1-2 over Herlev efter 1-0 ved pausen på Herlev Stadion.
Greves cheftræner Anton Moestrup Rasmussen havde ændret på to pladser i forhold til Gørslev-kampen. Jonas Helleberg Hansen og Christian Wibe Jespersen startede inde på bekostning af Benjamin Christian Lynge Lund og Simon Budolph Olsen.
Det var Herlev, der fik den bedste start på kampen, idet Frederik Oliver Jørgensen, på Christopher Poulsens assist, fik ekspederet læderet ind bag Thobias Henriksen i Greve-målet efter 19 minutter. 1-0 til hjemmeholdet.
I pausen måtte gæsterne foretage kampens første udskiftning. Der var ikke mere spilletid for skadede Jonas Helleberg Madsen, og det betød i stedet, at Simon Budolph Olsen var med fra anden halvlegs start.
FRA 1-0 TIL 1-2
Ti minutter efter pausen fik Greve udlignet. Forsvarsspilleren Christian Wibe Jespersen fik bolden på midtbanen, og han tog turen mod Herlevs mål, inden at han skød bolden i netmaskerne fra kanten af feltet. 1-1, og det var forsvarens første mål for DS-holdet.
Målet gav Greve blod på tanden, og holdet øjede muligheden for alle tre point. Bare syv minutter efter den første scoring headede Simon Boe Nielsen kuglen i nettet efter et godt indlæg fra Anton Barlach i venstre side. 1-2 til Greve, og det blev ikke til flere scoringer.
Gæsterne gav også spilletid til Victor Rundt Balling, der afløste Frederik Antonsen efter 68 minutter; Nicolai Diaz, som kom på banen i stedet for Anton Barlach efter 74 minutter samt Christian Buch Larsson, der erstattede Anders Vibe Kjøller med otte minutter tilbage.