Greve Fodbold Statistik har taget pulsen på Greves cheftræner Anton Moestrup Rasmussen forud for starten på forårssæsonen, der indledes med kampen mod Næstved i morgen, med kick-off 13.00 på kunstgræsbanen ved Greve Stadion.
Greves cheftræner Anton Moestrup Rasmussen har set tilbage på optakten til foråret:
Hvem er nye på holdet? Hvem er stoppet? Og hvilke spillere skal man holde ekstra øje med i foråret? Du kan få svarene nedenfor.
Starten på forårssæsonen i Danmarksserien nærmer sig og vi tager derfor status på opstarten samt en optakt til forårets spændende kampe.
HS1 mødte ind til en frisk start i 2024 efter et meget sort-hvidt 2023. Efter en god forårssæson, hvor holdet ”vandt” den ubetydelige førsteplads i kvalifikationsspillet med 56 point, fulgte et efterår, hvor holdet i de første 14 kampe af den nuværende sæson kun har skrabet 13 point sammen.
Sæsonen har været skæmmet af en dårlig start præget af store individuelle fejl og med kun et point i de første syv kampe. Dertil kom en hidtil uset mængde skader til nøglespillere på holdet. Brækkede led, korsbåndsskader og ødelagte menisker har desværre kastet en skygge over efteråret og i alt otte spillere i truppen er eller har været ude med månedlange skader, hvor en håndfuld af disse har måtte tage en tur under kniven. For selv en bred trup som vores, har det været svært at håndtere.
Men nu er det tid til at se fremad og vi kan konstatere, at holdet går ind i det nye år med frisk optimisme. Til truppen er der blevet tilføjet fem nye spillere:
Fra Avarta er Rasmus Thomsen kommet til. Rasmus er 21 år og spiller venstre kant. Han besidder store tekniske evner kombineret med en eksplosiv acceleration og en evne til at afslutte koldt og kontant.
Fra AB er Joakim Schousboe skiftet til GF og er en 18-årig 9er på intet mindre en 2,02 meter, Joakim har allerede vist med sine fire mål og et oplæg (på blot fem kampe) i opstarten, at vi her har med en mand at gøre som ved hvor målet står og samtidig er en mundfuld for modstanderen at forsvare med sin kombination af fysik og fart.
Fra Roskilde Boldklub hold er Emil Håkansson skiftet til os. Emil er en 9er, der er stærk i kombinationsspillet og har en stor evne til at sætte sine holdkammerater op. Han kan både modtage bolden i mellemrum men samtidig også udgøre en trussel i modstanderens felt.
Ligeledes fra Roskilde Boldklub er Christian Ishøi skiftet til GF. “Is” er 19 år og har haft sin fodboldopvækst i HB Køge. Han er en teknisk stærk venstre back med et stort potentiale som passer rigtig godt ind i den måde vi ser vores backs på i GF-spillestilen.
Vores seneste tilgang er Nadeem Al Shemary, som kommer til GF fra AB Tårnby. Nadeem er højre back og er en hårdt arbejdende spiller, der har styrker i sit duelspil, men også kan bidrage med dybe løb og indlæg i gennembrudsspillet.
Ungdomsafdelingen er fortsat HS1 store x-faktor i forhold til mange andre dygtige klubber. Gang på gang er det lykkes at udvikle egen-avls spillere til klubbens bedste herresenior-hold og traditionen tro er der i opstarten blevet givet spilletid til mange af vores U/19-spillere. F.eks. var der i 3-0-sejren på hjemmebane over Karlslunde hele seks spillere på banen samtidig i anden halvleg, som enten var tilknyttet vores U/19 eller havde alderen til fortsat at kunne spille U/19 fodbold. Og nå ja, så var holdets anfører i denne kamp, i form af Simon ”Johnny” Budolph Olsen, 18 år og udviklet i GF.
Fra U/19 har i denne opstart deltaget følgende spillere:
Frederik Worsøe (Målmand)
Sebastian ”Jobbe” Kjær (Kant)
Malte Noach (Back/Midtstopper)
Oliver Jacobsen (Back/Midtstopper)
Mathias Vingaard (Kant/Central Midtbane)
I forhold til efteråret lysner skadesfronten en anelse. Vi må fortsat undvære Mathias Tagø, som rev både korsbånd og menisk i efteråret samt Tobias Siig, som stadig døjer med efterveerne af sit brud på anklen i august sidste år. Begge spillere kommer desværre ikke i aktion på denne side af sommerferien.
Anders Hunsballe er rykket med sin nystartede familie til hjemstavnen omkring Slagelse og har ikke været til rådighed i starten af året, men klublegenden har meldt sig klar til forårets kampe, hvilket er et kæmpe positivt boost for holdet. Og nu hvor vi er ved livsbeslutninger, så har vores meget vellidte venstre back Benjamin Lund valgt at rykke hjem til Bornholm fra sommer af, hvilket samtidig betyder, at han i foråret kommer til at hjælpe NB Bornholm i KS med at sikre overlevelse. Lund vil fortsat træne med i GF, men kommer altså ikke til at spille gældende kampe i foråret.
Anton Barlach valgte i starten af året at søge nye udfordringer og vi takker ham for hans indsats i den mørkeblå trøje.
På den positive side kan vi konstatere, at Thomas Kullenberg er tilbage fra sin meniskskade han pådrog sig i et voldsomt sammenstød i pokalkampen mod Nykøbing FC i august og som gjorde at Thobias Henriksen måtte træde ud af pensionen og på fremragende vis vikariere for Thomas i efteråret.
Vi har i opstarten kunne se, at flere spillere har kunne følge op på de positive takter der trods alt var i de sidste seks kampe af efteråret, hvor holdet skrabede 12 point sammen. 20-årige Christian Wibe, en GF´er helt ind til benet, fik efter en tålmodig udviklingsproces endelig sit gennembrud på HS1 i efteråret og vi håber at se meget mere til ham i foråret. En anden egenudviklet GF´er, Simon ”Johnny” Budolph Olsen, har hen over vinteren taget endnu et kæmpe skridt fremad og nu er en del af holdets anførergruppe på trods af sine bare 18 år. Hold øje med ham, der er alvorlige krummer i den knægt. Vores kantraket Nicolai Diaz har været flittig på målscorings- og assist-fronten i opstarten og det lader til at Diaz endelig har fundet opskriften til at omdanne sin helt utrolige fart (målt til at sprinte 36,6 km/t) til konkret output og vi håber at disse takter fortsætter i foråret.
Det er åbenlyst, at foråret handler om at råde bod på det resultatmæssige dårlige efterår. Drengene er sig fuldt bevidste om, at der skal flere point på kontoen end i efteråret for ikke at havne i alvorlige problemer. I første omgang handler det om at skabe et godt udgangspunkt i de sidste fire kampe af grundspillet, hvor tre af dem er på hjemmebane. Herefter bliver rækken delt i et opryknings- og nedrykningsspil, hvor vi i nedrykningsspillet (eller kvalifikationsspillet som det så fint hedder) skal møde bund 5 fra den anden sjællandske pulje ude og hjemme, hvilket giver yderligere 10 kampe.
Der er ingen tvivl om at foråret bliver spændende og vi håber, at se mange af jer støtte holdet.