Greve Fodbold Statistik fangede Greves cheftræner og 100 kampsjubilar Anton Moestrup Rasmussen dagen derpå efter lørdagens 5-2-sejr over Næstved på kunstgræsbanen ved Greve Stadion.

Efter 0-1-føring til Næstved II ved pausen kom der “andre boller på suppen” i anden halvleg, hvor et sprudlende Greve-hold scorede fem gange i træk, heriblandt Joakim Nannberg Schousboe med to scoringer i sin debutkamp.

»Vores spil i første halvleg var som sådan godkendt, men vi manglede afslutninger og målfarlighed i vores spil«, indleder Greves cheftræner Anton Moestrup Rasmussen til Greve Fodbold Statistik med kampen på behørig afstand.

»I pausen bevarede vi roen og fik rettet nogle ting i spillet med bolden hvilket viste sig at give fuldt udbytte i anden halvleg. Aldrig har vi lavet fem mål på en halvleg og jeg var imponeret over drengenes målrettethed i anden halvleg«.

»På de første 20 minutter af anden halvleg bankede vi fire mål ind, hvor især målet til 1-1 var vildt med 23 sammenhængende afleveringer på deres banehalvdel indtil Diaz puttede bolden i kassen«, forklarer Anton Moestrup Rasmussen.

»Vi viste i anden halvleg det vi har arbejdet på i den lange pause, at få flere afslutninger og målfarlighed ind i vores spil. Det var også rart efter et magert efterår på underholdnings-fronten at kunne give de fremmødte tilskuere en hæsblæsende og underholdende kamp«.

»At se vores debutanter præstere så godt hele vejen rundt giver en kæmpe tilfredshed og nu glæder vi os helt sindssygt til endnu en hjemmekamp skærtorsdag«, afrunder Anton Moestrup Rasmussen, der rundede kamp nummer 100 som cheftræner mod Næstved II.