Greve Fodbold Statistik fangede Greves cheftræner Anton Moestrup Rasmussen efter lørdagens 0-1-sejr over Fredensborg på Fredensborg Stadion omkring indledningen på sæsonen 2024/25.

Nicolai Diaz blev Greves enlige målscorer i lørdagens 0-1-sejr over Fredensborg. Målet faldt med et kvarter tilbage af kampen. Det var Greves anden sejr i sæsonen, mens de to øvrige kampe begge er endt uafgjort. Det placerer holdet på en øjeblikket tredjeplads.

»Vores sæsonstart kan absolut godkendes. Vi har været meget spændte på at se hvor vi stod med en stærkt forandret og væsentligt yngre trup. Ud af 24 spillere er hele 11 spillere førsteårssenior af alder«, indleder Anton Moestrup Rasmussen til Greve Fodbold Statistik.

»På vores GPS-trackertal kan vi se, at vi denne sæson har 30-40 procent flere høj intense løb i vores spil og dette kan også mærkes i træningskulturen, som er rigtig stærk«, fortsætter Greves cheftræner.

»Til denne sæson har vi indført et fjerde ugentligt træningspas om fredagen hvilket giver os ekstra tid til at nørde detaljerne og yderligere skubbe til den individuelle udvikling. Det er en fornøjelse at arbejde med en så sulten trup«.

»Det defensive fundament har set godt ud de første fire kampe. En øjeblikkelig tredjeplads med otte point er helt klart inde for skiven. Holdet besidder en enorm atletisk fart og vi har formået at få iscenesat det i momenter hvor modstanderen er ude af balance«.

»Der er ingen tvivl om at vi trives i kampbilleder med mange løvedueller og omstillinger. Vi har vist et højt bundniveau, hvor alle mand har købt ind på de basale dyder omkring defensiv disciplin, kommunikation og viljen til at løbe de “sure meter”«, siger træneren.

»Vi vil dog gerne forbedre os i det etableret gennembrudsspil, hvor det for ofte har været “lige ved og næsten”. Vi kigger nu ind i en september måned med et alvorligt hårdt kampprogram mod nogle af rækkens bedste hold. Det er her de ting vi har løst godt de første fire kampe for alvor bliver testet«, slutter Anton Moestrup Rasmussen.