Greve Fodbold Statistik har taget pulsen på Greves cheftræner Anton Moestrup Rasmussen forud for starten på forårssæsonen, der indledes med kampen mod Allerød på lørdag, med kick-off 13.00 på Greve Stadion.
Fem nye spillere er kommet til klubben i løbet af vinteren. Det er Timmi Christian Nielsen, Kristian Blaabjerg, Benjamin Zeka, Simon Bergstrøm og Lucas Thorst Riisgaard, som alle har været med i træningskampen frem mod forårssæsonen.
»Vi føler os klar til sæsonstarten i weekenden. Vores pre-season har været lang, men givende, og vi har mødt modstandere i vores træningskampe, som har udfordret os på forskellige dele af vores spil«, siger Anton Moestrup Rasmussen til Greve Fodbold Statistik.
»Vi er kommet hele vejen rundt med de spillestilselementer vi ville fordybe og styrke os i samtidig med at skadessituationen er lys og den fysiske forfatning god. De nye er blevet integreret godt ind i truppen og har vist i træningskampene, at de er klare forstærkninger«.
»Vi er fortsat en ung talentfuld trup med en gennemsnitsalder lige omkring de 21 år, hvilket betyder en stærk træningskultur med fire ugentlige træningspas og masse lyst og motivation til at dygtiggøre sig«, fortsætter Greves cheftræner.
Det er ikke kun på spillerfronten, at der er blevet udskiftet i løbet af vinterpausen. Den mangeårige assistenttræner Brian Fjelsted har valgt at trappe ned med fodbolden, og i stedet er Michael König ny assistenttræner i klubben.
»Michael (König – red.) har vist sig at være en stor gevinst for holdet både menneskeligt og fagligt«, kommenterer Anton Moestrup Rasmussen, inden han ser frem mod de resterende kampe i grundspillet i foråret i Danmarksserien.
»Det hele handler i første omgang om de første fire kampe og vores evne til at fastholde femtepladsen, som giver adgang til oprykningsspillet. Allerede i første runde har vi en brag af en kamp mod Allerød, der kommer på besøg hos os kun 3 point efter på sjettepladsen«.
»Derudover har vi et på papiret svært program med Gørslev og Vanløse og til sidst Herlev, som godt nok ligger i den tunge ende, men som helt sikkert har fået styrket truppen henover vinteren«, vurderer Anton Moestrup Rasmussen.
»Hvad dette forår kan bringe, kan vi først vurdere efter de fire sidste kampe af grundspillet og indtil da er målsætningen soleklar om at kvalificere os til at deltage i oprykningsspillet resten af denne sæson«, afrunder Greves cheftræner.