Mathias Tagø Pedersen og broderen Mitchell Tagø Pedersen kom begge på tavlen, da Greve lørdag den 23. april 2022 spillede 2-2 mod Solrød FC efter 1-2 ved pausen. Hjemmeholdet sikrede sig point i kampens tillægstid.
Greves cheftræner Anton Moestrup Rasmussen havde ændret på en enkelt plads i forhold til sidste uges udekamp mod Herstedøster. Bjørn Paludan var tilbage i forsvaret på bekostning af Simon Bruus, der var helt ude af truppen.
Hjemmeholdet kom foran allerede efter 10 minutters spil. Thomas Kullenberg Olsen begik straffespark mod Solrød FCs Lasse Rau-Højer. Andreas Dittler svigtede ikke fra 11-meter-pletten, og bragte værterne foran med 1-0, mens Thomas Kullenberg Olsen så gult.
Efter 28 minuter kom der balance i regnskabet, da Mathias Tagø Pedersen atter viste sin målnæse. Greves topscorer ekspederede bolden ind bag Sebastian Blynov i Solrød FC-målet, men måtte samtidig også indkassere end advarsel.
Pauseføring til Greve og sen udligning
Fire minutter før pausen kom gæsterne foran. En bold blev headet ned for fødderne af Mitchell Tagø Pedersen og han svigtede ikke holdkammeraterne. 1-2 ved pausen, hvor Jonathan Brockmann Villadsen kort forinden havde fået Greves tredje gule kort i kampen.
Det blev til spilletid for indskiftede Christian Vingaard Sjølander (25 minutter), Nicolai Diaz (14 minutter) samt Christian Larsson (otte minutter), da de afløste trioen Mathias Tagø Pedersen, Anders Vibe Kjøller og Mathias Johansson. Sidstnævnte så også gult.
Efter tre minutters tillægstid skete det, som ikke måtte ske. Magnus Winther fik udlignet for Solrød FC, og sikrede dermed hjemmeholdet et enkelt point, mens Greve måtte se førstepladsen skifte ejermand, idet Ishøj vandt 3-0 over Herstedøster.